Dan og Natalia i Filippinerne
 


Så er det tid til et lille nyhedsbrev fra troperne!

Vi har været en tur ude at rejse lidt rundt i 9 dage, hvor vi tog til en ø der hedder Bohol. På Bohol er der dejlige strande, den bedste hedder Alona Beach, og her nød vi 6 dage i solen. Derefter tog vi videre til Nuts Huts, et hostel midt i junglen ejet af et belgisk par og meget idealistiske, de handler så vidt muligt økologisk ind, og kun friske ting, der ikke er plasticindpakkede.

I mellemtiden var vi naturligvis også turister og fik set verdens mindste primater: Tarsierne, nogle søde rottelignende aber. Chocolate Hills så vi også, det er et sjovt naturfænomen, hvor der ligger ca. 1200 næsten identiske bakker samlet i et område, og om sommeren bliver de helt brune pga. at græsset visner, og så ligner de små chokolade bakker.

Men det fedeste på turen var måske jungletrekking! Vi var på en bådtur på Loboc River og snakkede her med vores bådfører, der talte godt engelsk og fandt ud af at han også er guide i lokalområdet, så vi fik arrangeret en meget spændende trekkingtur med ham. På turen fik vi set 4 huler beboet af flagermus, og fik undervejs på turen masser af information om hvad man lever af i bjergene, og om dyrene der lever der.

Dejlig hvid sandstrand med palmer: Alona Beach.
Vores hjem... Til 44 kr. pr. nat.
Vores hund: Hunni, der hurtigt faldt til på vores veranda. Vi fodrede ham med nogle Pringles, og så var vi bedste venner!
På vej ud for at dykke/snorkle. Vi boede lige bag det hus man kan se i midten.
Dan i dykkerudstyret.

På vej hjem igen kom vi ind i nogle ret høje bølger, så båden faldt fra hinanden! Her repareres der.

Dan kigger på palmer.
Natalia i vandet.
Dan nyder livet på stranden.
Solnedgang i Paradis.
Tarsierer! Verdens mindste og sødeste primat.
Vi fik lov til at holde den lille abe. Den har Gollom-hænder!!!
Tarsierer kan godt lide at tage hinanden på røven.
Fra Tarsier besøgscenteret kunne man leje både...
Ud på Loboc River!
Lidt vandfald.
Vores guide, Jo-Jo.
Ude at besøge Chocolate Hills.
En dejlig lille hængebro, den skulle vi selvfølgelig lige prøve at gå over.
Nuts Huts, vores hytte hed Star Trek.
Og hytten indvendigt.
Restauranten lå ret højt oppe, man skulle først lige klare de mange trappetrin, men så havde man også udsigt over palmetoppene.
Trekkingtur, Jo-Jo viser os hvordan man spiser i junglen, dette træ spiste vi som en lille snack, det smagte overraskende godt. Man spiser toppen af stammen skrællet fri for bark.
Så er vi i en af grotterne, der var kulsort, og ind imellem stødte man på disse små hyggelige skorpioner.
Sådan kommer man rundt i grotten, ned og kravle i de smalle gange! Bemærk fuglen, den fløj konstant ind i os for at beskytte sin rede.
Flagermusene! De virkede ikke så glade for at få besøg.
Udsigten fra bjerget, Loboc River, og Nuts Huts. Her kan man også se den lange trappe!
 


Cebu

Hjemme i Cebu igen har vi haft en travl uge. Der her været graduation af skoleklasserne på de 5 skoler Cebu Missionary Foundation har, og desuden to feedings (hvor vi fodrede ungerne) og et crusade som alt sammen var ret spændende at opleve. Der har været et hold fra Australien på besøg, fra kirken der sponserer Cebu Missionary Foundation, så der har været en del pres på holdet for at imponere!

Der stilles op til graduation på Pier 4.
Børnene lines op.
En af gangen går de meget lydigt op ad gulvet.

Der overrækkes diplomer.

Efter alle har fået div. diplomer uddeles der fastfood. Der er en masse børn fra området som har siddet og overværet de heldige sponserede børn i deres fine dragter. Det er synd at det kun er nogle få udvalgte børn der bliver hjulpet, men som Lucy fra Cebu Missionary Foundation siger, kan man ikke hjælpe alle børn i verden, men bare være glad for at have muligheden for at hjælpe nogle.
Hurrrrraaa for McDonalds!
Næste dag er der en sammenlagt graduation for to af skolerne: Inayawan (losseplads) og Tagunol (slum). Den afholdes i en meget simpel kirke.
Der danses.
Der uddeles diplomer.
Der synges nationalsang.
s Der kedes...
Om aftenen var der feeding og crusade i Pilipog, et af slumområderne.
Reach out and be touched by the mercy of God!
John er crusade-speaker.
Dagen efter er der feeding og crusade i Pier 4. Fra venstre er det Merra, Salvador og Mercy. De holder et skilt, klart et job for tre mennesker...
Nogle af børnene i Pier 4, der er det fattigste område i Cebu.
Dan og børnene.
Det var vildt svært at komme til at tage et billede af et enkelt barn. Så snart de så et kamera stimlede de sammen og ville allesammen være med på billedet. Ham her var ellers en rigtig cutie, rendte rundt i en stor T-shirt som han hele tiden faldt i.
Gryden med mad!
Så er der hældt op.
Maden forsvandt ret hurtigt, så vi kæmpede med at øse op til de ca. 600 børn der kom i en lind strøm.
Et kig ud over menneskemængden ved madkøen.
 


Hvad går vi ellers og laver?

Vores hverdag er der også nogle der har spurgt til. Vi har efterhånden fundet de rigtige steder at handle ind og har altid babybananer, vandmelon, brød, ost (har fundet dansk Havarti ost!) og yoghurt i huset. Vi laver sjældent varm mad hjemme, måske sker det en gang i ugen eller måske nærmere hver 14. dag. Vi laver tit sandwich, har fundet en god bager hvor vi køber lækkert brød, så det er vores favorit-spise. Det er billigt at gå på restaurant, koster ca. 20-30 kroner for mad og drikkevarer for 2, og så er der aircon de fleste steder, så det er kun når vi ikke gider gå ud at spise eller har lyst til noget specielt, vi selv laver mad.

Filippinerne spiser meget fed mad og mange snacks, så de er generelt lidt fede hernede, og vi går heller ikke ligefrem og taber os som man plejer at gøre i Asien. Filippinsk mad er meget amerikansk inspireret, det vil sige fastfood! Det er nemt at finde deep pan pizza, burgers og friturestegt kylling. Der er dog nogle lokale specialiteter, men vi har endnu ikke fundet andet en curry der er værd at spise. Vi får masser af shakes hernede, mmmm, med frisk frugt, det er en god køler når man er ved at gå til af varme. Efter en del startproblemer med maven er vi efterhånden også blevet modstandsdygtige for deres bakterier.

Det er sjældent man ser et hvidt par hernede, som oftest ser man en gammel fed hvid mand gå rundt med en lille filippinerpige. Filippenserne tager meget godt imod hvide mennesker. Man bliver altid mødt med smil og hjælpsomhed. Det er svært at være sur i dette land. Den eneste ting der kan være irriterende er alle tiggerbørnene. Man kan gå rundt ret lang tid med sådan en i hælende, de giver sjældent op. Men at give penge til børnene hjælper ingenting, man kan endda få en bøde for at gøre det. Pengene går alligevel ikke til dem selv, og de skal helst ikke lære at det er en levevej. Voksne tiggere kan leje et barn fra de fattige børnehjem. Et spædbarn på armen kan give en god ekstraindtægt.

Klokken hernede er plus 6 timer i forhold til Danmark. Vi er som regel på nettet om aftenen, dvs. eftermiddag for jer, så der kan vi muligvis fanges på Skype, imellem 14-17 er der nok størst sandsynlighed.

Men alt i alt nyder vi livet hernede, og ser ikke frem til at vende hjem til Danmark igen. Selvom en leverpostejsmad med frisk agurk og kold mælk ikke bliver helt dårligt. :)

Cebu Missionary Foundation fik doneret en masse skotøjsæsker fra noget der hedder Samaritans purse. Skotøjsæskerne er blevet fyldt op med ting og sager fra div. familier i USA og Australien. Alle de ca. 400 sponserede børn fik en skotøjsæske. Her er vi ved at sætte name-tags på.
Igang med computerundervisning på missionshusets kontor.
Ude på shoppingtur i et af Cebus kæmpe supermarkeder.
Så længe man har en nummerplade, gør det vel ikke noget, at den er hjemmelavet?